Masser af unger hos dværgmangust
De tre dværgmanguster, der
flyttede ind i et nyt anlæg i Den Afrikanske Landsby i
efterårsferien 2008, trives godt i anlægget. Så godt, at der nu er
en lille flok på 10 medlemmer! Den øverste leder, som er en hun,
har fået unger to gange, første gang i december 2008, hvor det blev
til to unger, og anden gang i april 2009, hvor hele 5 unger kom til
verden. De to unger fra december er dog ved at være voksne, da
dværgmanguster bliver kønsmodne, når de er omkring 5 måneder.
I en dværgmangustflok er der et meget strengt hieraki baseret på aldersgrupper. Øverst i hierakiet findes lederparret med hunnen som øverste leder. Det er også kun lederen, der får unger - dog deltager hele flokken i ungernes opdragelse, lige som ved mange andre sociale flokdyr.
Ud over mennesket er dværgmangusterne de eneste
pattedyr, der har en øverste
leder, som nøjagtigt
uddelegerer arbejdet og tager sig af de svage og syge. Når de er
aktive i løbet af dagen, er der altid to af de yngste hanner, som
holder vagt fra toppen af den næste termithøj og advarer, hvis der
er fjender i sigte.
Dværgmanguster lever i det østlige og sydlige Afrika. De spiser hovedsagligt insekter som f.eks. biller, billelarver, græshopper og termitter, men også små pattedyr og krybdyr. En dværgmangust er normalt lidt over 20 cm lang og har en hale på op til 18 cm. De kan veje op til 340 gram. I fangenskab kan de blive op til ti år gamle.
Kom og se ungerne udfolde sig i Den Afrikanske Landsby - lige overfor mangust anlægget kan du desuden opleve tre små vortesvinsunger boltre sig.